skip to Main Content

Nicolai Lassen deltager i 2020 for første gang i turen til Paris.

Følg her hans træning og tanker undervejs.

 

4. april – ”Ja, det var jo desværre forventeligt”

Ugens klareste melding kom fra Team Rotary Nordsjælland, legendariske nestor Steen Nørret, der på marts måned allersidste dag indrammede hele den stemning som vores cykelhold har siddet i siden udskydning af Paris turen til 2021. Steen er en erfaren rytter og turen i 2020 ville være hans 4. cykeltur til Paris. I sin mail skriver Steen: ”Jeg bakker helt op om jeres – altså styregruppens beslutning.” som inspiration for alle os andre forsætter Steen, at han meget gerne igen cykler med på turen til Paris 2021: ”Jeg føler mig helt fit for fight pt, og har ingen problemer med den løbende træning, men jeg runder jo 81 år næste gang.”

Steen sætter hele mit projekt i perspektiv, men giver mig også forhåbninger for fremtiden. Jeg ville da være superstolt, hvis jeg også kan sidde med – selv i baghjul – når jeg når den alder. I tirsdag kunne jeg ikke andet accepterer Styregruppens argumentation, også det faktum at de skulle tage den vanskeligste af alle vanskelige beslutninger – i hvert fald i denne lille cykelkreds – som har ryddet kalenderen for at være klar til start i juli måned. Min personlige cykeltræner og projektmentor Christian Jessen var knapt så sentimental: ”Nu har dit projekt fået en realistisk i stedet for anstrengt ramme. Med 15 måneder fra nu, så kommer du i fin form. Det forudsætter dog, at du går videre som nu, i stedet for at lægge dig seks måneder på sofaen! Kh Christian”. Sgu ikke den store medlidenhed, der er at hente lige der.?

Mit dilemma er tabet af ledetråden – cykelturen i juli til Paris – det er i høj grad den, som har givet mig modet og viljen til at ændre mit liv så radikalt som tilfældet er. Trods tabet af cykelturen i år, kan ingen tage fra mig mit vægttab, den massive forbedrede gode kondition og de mange glæder min personlige rejse har givet mig indtil nu. Men lige nu er aflysningen en kold klud, klasket lige midt i ansigtet. Nu er det ikke det jo ikke første gang de sidste år, at mit runde hoved har måtte lægge ansigt til en kold klasket klud – og denne var i det mindste forventet.

Der kommer en tid hvor Corona er fortid, ingen ved næppe hvornår? Jeg håber vi kan fortsætte træningen og forhåbentlig skabe de fælles resultater frem mod målgang i Paris i 2021? Styregrupper siger selv, at vi som cykelhold forhåbentligt kan få nogle gode cykelture sammen når Danmark åbner op igen. Så bliver der fælles træning hen over efteråret, jeg ja glæder mig allerede.

Her bidrager jeg gerne med en indsats for fællesskabet, hvis det ønskes? Christian Træner er straks med på en god ide: ”Du kan jo sætte dig for at organisere en 20 km efterårs gåtur i Gribsskoven” – Ja undskyld, men både Christian og Jeres skribent er på ingen måde hjemmevant i områderne omkring Hillerød – ”Ideen er at vi sørger for frokosten på en smuk plet for hele cykelteamet, og melde ideen ud allerede nu”.

Uden tøven er jeg med i 2021, og er aktiv til hver eneste aktivitet frem til da – om det overhovedet er muligt. Jagten på den rigtige cykel fortsætter med ufortrøden iver. Med glæde vil jeg gerne fortsætte med at berette om mine, og holdets udfordringer og sorger løbende mod det store mål – målgangen i Paris den 23. juli 2021.

Der er kun en der kan afslutte den uges blog – holdets nestor – Steen Nørret – som siger at Team Rotary Nordsjælland er en fantastisk udfordring, når man nu som Steen kan lide at cykle. Steen ser frem til at opleve det gode sammenhold og den gode stemning på holdet en gang til – og så som den gode mand udtrykker det: ”Team Rotary Nordsjælland er virkelig godt organiseret  – aflysning eller ej.”

 

29. marts – Det er skæbnetid

 

Tilbage i oktober skrev jeg i min ansøgning til ledelsen i Team Rotary Nordsjælland: ”Vil gerne delagtiggøre omverden om min personlige indre rejse fra at blive optaget i det gode selskab, til dagen hvor jeg i juli 2020 i Paris krammer mine holdkammerater farvel efter endt og vellykket cykeltur og et fantastisk projekt vi skabte på skuldrene af fællesskabet”.
Første halvdel af min drøm, går det jo meget godt med. Men muligheden for den 24. juli at stå på Concorde pladsen i Paris og lade alle de indre følelser få frit løb i lykkerusen over vi sammen ”Gjorde det” – den hænger i en tynd snor. Covid 19 spøgelset har ramt os alle, som et damplokomotiv i mørket. Fællestræningen på landevej bliver besværlig, med maksimalt 10 cyklister på holdet indtil videre. Jeg bliver lidt trist, men tænker så alligevel på kunstneren og musikeren Freddy Fræks gamle – meget pædagogiske – børnesang om de 10 små cyklister der efterhånden kommer galt afsted en efter en. Tag en pause og check You Tube på linket: https://youtu.be/cJbA0M24BN8
Mandag den 30. marts har Team Rotary Nordsjællands styregruppe den vanskelige beslutning, om årets tur skal følge trenden fra OL, EM i fodbold – altså om en udsættelse – eller om projektet fortsætter ud fra den klare tyrkertro, at verden er på plads igen til prologen den 11. juli 2020 rundt i Hillerød City. Hvis vi kun må køre 10 på holdet, skaber prologen nok ikke megen opmærksom – alene irritation over disse Lycra uniformerede modne herrer og damer, der fylder i gadebilledet. ”Håbet om at vi kan begynde den udendørs træning som planlagt 1. april 2020. som et samlet hold” som Michael Blom skrev i sin seneste opdatering den 15. marts, er formentlig skudt ned af Statsministeren. Så styregruppens anbefaling er: “At vi fortsat finder sammen i små grupper og som minimum træner 2 gange om ugen” – gælder nok også til efter påske. Må jeg bare tage så grusom fejl i mine vurderinger, det vil være den største personlige sejr lige nu. Hellere tage fejl og cykle til Paris med hele Team Rotary Nordsjælland holdet, en at få ret og skulle tage den kollektive nedsmeltning en udskydelse vil medføre.
Tilbage til træningen, som stadig udøves på min 3 gears havelåge, mærket Raleigh. Tilbage den 22. februar spurgte jeg, om der i dette fora ikke er en der kunne tune en herrecykel med speltplade, til turen sydover mod byernes by – Paris. Responsen er indtil videre været begrænset – ingen har meldt sig, Alligevel er der sket materielle mirakler, for havelågen måtte til behandling hos Svanemøllen Cykler. De gode folk, har udover vasket den grundigt – fået cyklen i topform, så meget som en havelåge nu engang kan komme i topform.
Og trænet det bliver der, min bedste ven er ganske analog og gratis: ”Cykelkort København” udgivet af Københavns Kommune med fokus på cykelture i det grønne. I ugen der er gået, har jeg i godt selskab kørt Utterslev Mose, Ørholm, Garderhøjfortet og Tippen, sidstnævnte på det sydligste af Københavns Kommune, fantastisk naturområdet på opfyld af skrald – i disse krise tider er det tankevækkende at finansieringen dengang var statslig for at mindske arbejdsløsheden i Staunings regeringstid i 1930 erne. Hver gang er det cykelture med masser af afstikkere, og nej jeg rammer ikke 100 km. som en tur rundt om Arresø giver fra Hillerød og omegn. Modsat tror jeg ikke mange af mine flittige holdkammerater har kørt 25 km plus, på en havelåge 4 gange på en uge? Nu varmer jeg mentalt op til den store sportslige udfordring, ”Amager Rundt” langs kystlinjen – fra Østerbro en tur på cirka 50 km. Ja grin bare, men den tyndslidte og flade cykelsadel, som havelågen nu en gang er udstyret med, får hæmoridespirerne en fest i mørket dernede, inden jeg igen når i mål på Østerbro.
Nicolai / 29.03.2020

 

20. marts – Corona spøgelset, er største sten på cykelstien lige nu

Det er fantastisk, hvor ufatteligt selvcentreret jeg bliver af denne fantastiske cykel – livsstilsændrings projekt. Hvordan mit velvære er strøget til tops på min daglige agenda. Ikke bare det, at jeg med tilfreds notere i min kalender hver aften. ”0 Alkohol”, men også hver morgen laver rapport på min nattesøvn. Efter aftale med træner Christian Jessen fører jeg træningsdagbog. Noterer vægt og alle motionsaktiviteter, der hver for sig er brikker i det store puslespil mod målet – Paris.
Hvis du eller kan holde det for dig selv – skal jeg i dette lille fora, tilstå at jeg sågar en overgang lavede ”bummelum” statistik – ja, undskyld du læser rigtigt. Klokkeslæt, flydere, synkerne, fastheden og størrelsen – på en skala fra 1 – 5. I den lange tid jeg efterhånden har været ”skabs veganer”, er det lidt af projekt, altså at komme af med fødevareindtagelsen igen. De mange fiber i grønsagerne kræver meget vand, både i krop og tønde, for at komme sikkert og smertefrit igennem processen. Men statistikken stoppede, da jeg så mig selv i bar numse sidde foran den bærbar og kæmpe med vurderingen af morgens produktion.
Ungdomsmedlem i Ældre Sagen – jeg er jo kun 62 år og mener selv jeg er ret åndsfrisk mellem ørene og snart også i benene. Fidusen er, at medlemskabet giver en rigtig god rabat i SATS, som gennem lang tid har være meget mere end mit træningscenter. Faktisk de 3 – nogen uger 4 gange, jeg har frekventeret cykelmaskinerne – har SATS været mit andet hjem. Med tidens podcast i øret, kørt intervaltræning, alt imens jeg har følt mig underholdt, Træner Christian har nok opfattelsen, at belastningen er større og svedperlerne hyppigere – end virkeligheden fortæller. Under alle omstændigheder er det god træning, der er med til at få mange kilometer i benene. ”Det er det vigtigste”, siger Christian selv, hvis de skal fragte mig hele vejen til Byernes by – Paris. ”Torso trainer” er det nyeste torturinstrument jeg er blevet introduceret til. Ideen er, at du med voksende belastning på maskinen løfter standen og drejer udyret fra side til side. Udover det styrker ryggen, skulle det også få skabt vommen om til noget der ligner en sixpack. Skal det lykkes for mig, taler vi om små mirakler. SATS personalet ser på mig med en vis og stille overbærenhed, men husk ihærdighed skaber også mirakler – og lille vom er også pænere en større vom, i det italienske farvestrålende cykelgear der kommer til maj.
Derfor er en katastrofe, at Coronaen har lukket for de fine træningsmuligheder, men også SATS wellness delen. Brus, dampbad, sauna, og gerne en runde til. Tro mig, det er en vitaminbombe for sjæl og krop. Der sidder vi alle på række – enten i damp, så vi knapt kan se hinanden i skyerne eller voldsvedende i saunaen – oftest alle i ophøjet tavshed. Mærkeligt egentlig, for på den anden side af væggene ligger kvindernes omklædning og der kører mundtøjet som i en bedre hønsegård.
I min rejse ind i cykels verden får jeg dagligt nye input og begreber jeg ikke anede eksisterede. Min punktering sidste lørdag har skabt gode råd og debat, Lene Kampp skrev på Facebook: ”Tubeless, jeg siger det bare”. ”Tubeless” spørger jeg forundret, må være cykels svar på den omskårede mand? Åbenbart genvejen til at undgå punkteringer? Andre gode mennesker har kloget sig på mit manglende talent i at skifte dæk og slange – noget ihærdige påstår at det har de lært mig – sågar inden afgang til Paris.
Det er en svær opgave de påtager sig, men som jeg skrev til min gamle ven Torben Ethelfeld, der kender antallet af mine tommelfingre: ”På turen til Paris er der skam et fint og festligt servicehold, som sikkert mod slesk tale og muntre bemærkninger, forhåbentlig vil holde Lassen cyklende hele vejen???”.
Al denne munterhed får ikke fjernet Corona spøgelset, som er Team Rotary Nordsjælland største sten på cykelstien lige nu.
”Kære alle deltagere i Tour Rotary Paris 2020,
Vi har i dag afholdt møde i Styregruppen omkring vores tur til sommer til Paris. Vi har besluttet at fastholde forventningen om, at vi kører til Paris til sommer. Med hensyn til træning anbefaler vi, at I finder sammen i små grupper og som minimum træner 2 gange om ugen”. Vi vil løbende holde os orienteret om udmeldinger og anbefalinger fra regering og sundhedsstyrelsen. Vores beslutninger vil være i overensstemmelse hermed”. (uddrag) Puha, en mavepuster, tænk hvis hele Paris projektet falder på jorden. Tanken er næsten ikke til at bære, hvorfor jeg vil afslutte med en lille sang – du må synge selv – både på cykel, eller i badeværelset – husk lige at lukke og låse døren først – kønt lyder det næppe?
Melodi: Fy fy skamme
Må man krydse Danmarks grænser
Må man rejse ned i solen
Må man stå for tæt i køen
Må man møde op i skolen
Må man besøge gamle men’sker
Og feste løs med venner
Må man hamstre i butikker
Og trykke andres hænder
Næ næ næ næ næ det må vi ikke,
fy fy skamme skamme fy fy ah ah
slemme slemme fy fy næ næ nix nix
slut forbudt – men hva må vi så?
Må man hoste ud i luften
Må man stjæle sprit og masker
Må man samles mange men’sker
Må man gi’ en tungeslasker
Må man gå i biografen
Og betale med kontanter
Må man møde op hos lægen
Og drikke andres slatter
Næ næ næ næ næ det må vi ikke,
fy fy skamme skamme fy fy ah ah
slemme slemme fy fy næ næ nix nix
slut forbudt – men hva må vi så?
Må vi gerne blive hjemme
Må vi gerne vaske hænder
Må vi hoste ind i ærmet
Og skyp’ med vores venner
Må vi smile til hinanden
Og gå en tur i skoven
Må vi hente os lidt fastfood
Og forholde os til loven
Ja ja ja ja ja det må vi gerne
næ sikke fint fint ja ja meget det blir
stort stort klap klap fint fint flot flot
det var godt – nå det må vi godt.
Undskyld, den er tyvstjålet

 

14. marts 2020 – Corona eller punktering – Hvad er værst for Cykelmyggen?

Den gode Blom har jo skrevet rundt og aflyst tørtræningen i Hillerød Firmasport, vi er enkelte der triller salte krokodilletårer. Den lørdag sene nattetræning blev aldrig min favorit og onsdag var udelukket for mig. Men endnu mere trist er udendørserstatningen – også aflyst. Dog skriver Michael så: ”Jeg vil dog gerne opfordre alle til selv at sætte sig på deres home trainer eller selv cykle en tur så formen kan holdes eller forbedres.”. Det budskab er ikke til at sidde ovehørigt, hvorfor min ”City Havelåge” kom i aktion. Målet var som jeg skrev sidste lørdag: ” Varm chokolade og Ottella lagkage på konditoriet i Humlebæk. 30 minutters pause havde træner Christian bevilget før jeg skulle begynde hjemturen.

Det startede fint, Østerbro, pause i Hellerup, Skovshoved Havn, Klampenborg, op af skovstien til Taarbæk – tænkepause og samtale med min ømme popo. Ind i Dyrehaven nordpå til Skodsborg, videre ind i Bøllemosen og Vedbæk. Nu kun 5 km til Rungsted, midtvejs punkterede jeg, der var 2,4 km. til Rungsted og 2,6 km. tilbage til Vedbæk. Jeg oplevede at det havde været op af bakke fra Vedbæk, men gåturen tilbage med den flade cykel på slæb føltes som en hård og ond tur. Ældre mand, der trækker sin cykel med cykelhjelm på hovedet – er en taber – bare spørg alle hunde – og barnevognslufterne.

Grundet sygdom blandt DSB-personalet, kører der færre tog i weekenden. Øresundstoget skal cyklen have børnebillet, samlet set en grov pris. S – toget fra Klampenborg var proppet med cykler, Corona virussen havde sendt halvdelen af København i Dyrehaven på cykel eller i barnevogn. Trods alle advarsler fra Mette Frederiksen, stod vi i kaos proppet, med børn og voksne, cykler og barnevogne.

Selv om afstanden til Hillerød er voldsom, har Østerbro den charme at cykelservice konkurrencen er benhård. Op fra Svanemøllen Station, over Østerbrogade og lige ind i Svanemøllen Cykler. Jeg knuselsker stadig cykelhandleren, som med kendermine udtalte: ”Nyt dæk og slange, du har jo slidt det op”. Godt nok en slesk salgstrick, som jeg dog straks købte for en formue. Alene for at fortælle ham Blom, at Lassen er myreflittig på sin ”Raleigh City 3 gears havelåge”. Faktisk en rigtig cykelmyg, der desværre så gik glib af varm chokolade og Ottella lagkage i Humlebæk, øv – der kommer en træningstur igen.

 

7. marts 2020 – Er jeg en træmand?

Onde tunger vil nok snarere kalde mig et ”Badedyr”, tidligere ville de også tilføje, at jeg nok skulle stoppe med at puste mere luft i dyret. Sidstnævnte grovhed er de fleste da holdt op med.

Hver gang der er holdsamling i Team Rotary Nordsjælland, er et af de mest diskuterede emner rytterne personlige bagdel, og de lidelser hver især forventer at gennemgå på den lange træning i foråret mod byernes by, Paris. Al jammer kan sammenfattes kort i bare et ord: ”AV”. Derfor er det også en videnskab, hvordan ”man” undgår de værste og mest smertefulde udfordringer. Hver rytter har sin egen tro, og sine egne mirakelmidler – effektfulde eller ej – det fortæller de sjældent.

Hidtil har jeg med københavnsk overbærenhed tænkt: ”Ja, Ja – en flok pivskider”, men må efterhånden erkende, at den meget tørtræning i SATS og daglige deltagelse i brokvarternes cykelkrig har fået mig på andre tanker. Kort sagt, siger jeg også jævnligt ” AV”, alt imens jeg desperat søger hvile på cykelsadlen. I dette lukkede forum må jeg gå til bekendelse, at bagdelen har tvunget mig og havelågen ned i Metroen – den dag støvregnede det godt nok også lidt. Det faktum skal med, mest for at formidle min ”sportslige synd”.

Det er ganske utroligt som træsplinterne bolter sig i min lille popo – træmand eller badebold. Så er det ligegyldig om jeg tørtræner i SATS eller tvinger havelågen rundt i den københavnske cykelkrig. Her luner det da, når Christian Jessen, min uundværlige mentor på cykelstien skriver: ”Det er flot, du kommer rundt på Raleigh til alle dine møder, og du fortsætter med at tabe dig” Men straks efter, kom hans reelle budskab: ”Det er tid til at tage de næste skridt nu! Hvis vejret holder nogenlunde i weekenden, kunne du så eksperimentere med at cykle til konditoriet i Humlebæk og tilbage?

Det er en stor udfordring på Raleigh, måske 3-4 timer på cyklen, men du må tage så mange pauser, som du vil. Gerne en hver time. Dog skal du i gang igen efter seneste 30 minutter.” Ja, ja, Christian, så er det jo begrænset hvor meget varm chokolade og Ottella lagkage, jeg når at nyde i Humlebæk. Mine spage protester blev brutalt skudt ned – så nu kan du møde mig i weekenden op og ned ad Strandvejen – 30 km hver vej – på min fine blå Raleigh 3 gears havelåge. ”Av” hyler min bagdel allerede.

Rigtige cykelhold på en vigtig mission, de er klædt ens i farvestrålende Lycra, her er Team Rotary ingen undtagelse. Vi vælger samme leverandør som det spanske cykelhold Astana og deres guldfugl Jacob Fuglsang. Lørdag var der tøj prøve dag, hvor vi hver især skulle være ærlige – mest overfor os selv – og vælge størrelse. Tøjmanden pralede med at Jacob altid tager tøjet 2 numre mindre, for at mindske luftmodstanden. Det gjorde vi – alle gode holdkammerater – nu også, ikke grundet vindmodstanden – den kamp har vi tabt, simpelthen grundet vores voksne korpusser. Der stilles store krav til syninger og styrken i lynlåsen, for italienske størrelse er altså ikke beregnet på gode danske mænd og kvinder i Nordsjælland.
Spejlet er afslørende, det billede jeg ser der – er ikke noget kønt syn.

Ærligt tænkte jeg stille, om det var den rigtige opgave, jeg havde sat al min personlige prestige ind på? Selvkritisk erkender jeg: ”Der lignede Nicolai godt nok et badedyr – fuldkommen ude af facon”. Hvordan bliver det så ikke, når der er trykt festlige farver og alle reklamerne på? Svaret får I nok ikke før vi rammer Paris og kan sende et holdbillede ud af en flok glade cykelryttere med rigtige mange kilometer på bagdelen. Til den tid er det ligegyldigt med påklædningen, for vi har nået målet sammen – cykle til byernes by – Paris.

 

22. februar 2020 – Kan du tune min Raleigh?

Hidtil i min lange rejse til byernes by Paris i juli 2020 har jeg gjort alt det rigtige. Pilen på badevægten stopper nu på 115 kilo – et fald på 25 kilo. Jeg har fået styr på både det det “gode” kolesterol og det “dårlige” kolesterol, bedemændenes yngling, det der holder så godt gang i forretningen, når vi er alt for mange der dør for tidligt af hjerte- karsygdomme og blodpropper. Jeg er blevet træningsivrig og fast gæst i SATS på Nygårdsvej på Østerbro, cykler ivrigt på Raleigh 3 gears herrecykel med speltpladen forrest – ofte i rigtig godt og inspirerende selskab – ydmygt kan jeg kun sige ”Tak”.
Gør faktisk al det, som min træner Christian Jessen prædiker: ”Cool. Det er rigtig godt at du vænner dig til at cykle, cykle, cykle. Farten kommer til at stige gevaldigt, når det bliver varmere og du får en racer”. Cyklen sammen med Christians indkøbsseddel, gav mig tidligt i rejsen, en uløst økonomisk udfordring, som jeg hidtil har skubbet den foran mig.
Men med forårets første solstråler, så kommer de mange velmenende stikpiller. Christina Loh Brinkmann Igel – min store cykel skytsengel – kvinden der havde kontakten til de gode mennesker i Team Rotary Nordsjælland og skabte dialogen, så jeg overhovedet fik muligheden. Christina er selv en erfaren kvinde med allerede en tur til Paris på bagdelen. I vores Massager dialog skriver Christina: ”Ha, ha nu må da se at få købt en ordentlig racer, ellers kommer du ikke til Paris”. Senere skrev teamleder Michael Blom, efter han har inviteret til en cykeltur, som kompensation for den lørdags spinning, som blev skudt ned af en dart turnering: ”Hej Nicolai, Vi kører nok ikke stærkt, men nok hurtigere end Raleigh´en kan følge med”. Av, begge sved, for begge rammer de mit ømme punkt.
Et er min ambition og positive resultater frem til nu – dem kan ingen tage fra mig. Noget andet muligheden for at komme afsted, i min aktuelle økonomiske trængte situation. Så nu er jeg pisket til at finde vej frem på næste vigtige delmål – frem mod afgang til Paris. Skaffe økonomien. Om jeg så skal sælge mig selv på anparter som en travhest. Nu ved jeg slet ikke om en hingst må løbe foran en sulky, eller om vedkommende lader travløb være travløb, når feltets lækre hoppe overhaler i skarpt trav uden om? Der er jo hellere ikke de store penge præmier i denne slags sportslige og mentale udfordringer som turen til Paris tilbyder.
Jeg kan alene tilbyde en aktie i projektet, gennem muligheden for at følge med i hele rejsen og muligheden for en hyggelig sammenkomst i Paris den 24. juli. I tiden op til afgang og under turen vil du kunne se og læse stadig oftere ærlige beretninger, skarpere analyser og altid plads til et godt grin. Lykkedes det ikke, bliver det nok en lidt tung tur.
Så for at være på forkant af virkeligheden spørger jeg allerede nu, om der i dette fora ikke er en der kan tune en Raleigh 3 gears herrecykel med speltplade, til turen sydover mod byernes by – Paris. Selv toptunet bliver det nok en lidt hårdere tur, hvor projektet alene bliver spørgsmålet om at undgå at blive tabt af feltet. Positivt vil jeg være den første i Rotary – i hvert fald den første cykelrytter i Nordsjælland, der her gjort noget som er så fuldkommen grænseoverskridende? Køre på havelågen, i stramt siddende Lycra til byernes by – Paris – gud forbyde det.

 

8. februar 2020 – Udelukket for enhver fornuftig mågehjerne

Det er godt nok februar, det er dog stadig gråt og regnfuldt, og det føles, som om det snart er meget længe siden, vi sidst har set solen. Med tog og cykel er jeg mødt op i Firmasport Hillerød, klokken er kl. 07.50 og jeg er allerede kommet for sent – beklageligvis kan stadigvæk ikke finde rundt i Hillerød. Holdet er allerede i gang, med en iver der kun kan betegnes med et enkelt ord: ”Beundringsværdigt”. De rigtige ivrige med pulsbælte, som kan aflæse på storskærmen bag træneren. Skræmmende læsning – for der bliver virkelig trampet igennem. Min strategi var på forhånd at finde mig en spinning cykel – diskret lidt i baggrunden, men der var fuldt booket op, hvorimod der på forreste række var flere ledige pladser. Ingen vej uden om, selv om jeg i selskabet, på alle parametre falder fuldkommen igennem. Nej, som debutant møder jeg ikke op i stramtsiddende Lycra, herom senere. Min personlige træner Christian Jessen siger jeg skal også vente med cykelsko der sidder fast på pedalerne. Risikoen, for jeg vælter i utide, er for stor for en nybegynder som mig. ”Christian, det gælder vel også på en spinningcykel?” Så jeg var i klipklappere, ikke helt optimalt må jeg nok ærligt erkende. For at beskytte firmasportens trægulv skal der medbringes et håndklæde til at lægge under cyklerne. Det forstår jeg godt, sådan som der blev svedt igennem – altså hos flere af de andre ryttere. Med klip klappere som fodtøj, så var mulighederne noget begrænsede, selv om jeg trampede det bedste jeg evnede. Hele tiden med Christian Jessens træningsmantra i baghovedet: ”Bliv på den lille klinge, cykle min 75 – 80 omdrejninger. pr. minut. Nicolai Det er rigtig godt at du vænner dig til at cykle, cykle, cykle. Farten kommer til at stige gevaldigt, når det bliver varmere og du får en racer”. Jeg har før åbent erkendt, at jeg søger oplevelser når jeg cykler. I lørdags på spinning fik jeg hurtig øjenkontakt med 2 sultne måger, der undrende sad på havebordet, uden for vinduet i vores træningslokale. Jeg kunne se, at de spurgte hinanden ”Hvad pokker laver den flok mænd i de gule og kropsnære kostumer på de mærkelige maskiner. Det er da lørdag og klokken er ikke 9 endnu? Slagermusikken fra tankstationen brøler i takt med en eller anden mandsstemme kommanderer med sine tropper. Mågerne kunne ikke se træneren, men magt havde han da – for hele forsamlingen pisker derudaf, uden at de rykker sig en millimeter. De 2 måger lægger hovedet på skrå, og ser med en vis medfølelse på mig. Godt nok regner det, det er tidlig morgen, frygtelig koldt og mine 2 nye venner er frygtelig sultne, men bytte med mig og forsamlingen indenfor – det er fuldkommen udelukket for enhver fornuftig mågehjerne. Jeg kigger også på mit omfangsrige badehåndklæde, som jeg efter aftale har lagt under cyklen, alt imens jeg tænker på Aladdin og det flyvende tæppe. Kunne den gode mand ikke med orientalsk mystik og lidt magi få os til at flyve hele vejen ned til Paris og en hyggelig fortovsrestaurant? Børnebogsforfatteren Ole Lund Kirkegaard og Walt Disney kunne, så hvorfor ikke i Hillerød Firmasport? En ny råbende kommando oppe fra podiet flår mig brutalt ud af mine drømme, som jo egentlig også er en forfærdelig dårlig drøm. For det er jo ikke selve turen til Paris der er unik, men derimod den fantastiske rejse frem mod afgang – og det fællesskab der bygges op i træningen, med den fælles ambition, om at nå sammen til Byernes By: Paris. Ugens blog er skrevet onsdag, der er Kronprinsesse Mary fødselsdag, hun fylder 48 år. Tidligere skrev jeg: ”Som debutant møder jeg ikke op i stramtsiddende Lycra”, lad fødselaren derfor afslutte denne uges blog med sin ord til sin gemal, da han rundede de 50 år: ”Til dem, der ikke kender begrebet ”Mamil”, kan jeg sige, at det er en engelsk betegnelse, der er optaget i Oxford English Dictionary, for en voksende subkultur af “Middle – aged men in Lycra, who ride expensive racing bicycles, wearing professional style body-hugging jerseys and shorts.“ Der er delte meninger om, hvorvidt lycra og mænd på plus 40 er en god kombination. Og vi taler faktisk plus 50 her…?” Håber kære læser, at du forstår hvorfor jeg – plus 60 såment – lige venter med den kropsnære Lycra, lige indtil min kontrakt med Team Rotary Nordsjælland siger, at nu er det ingen vej udenom.

 

26. januar 2020 – Træk så ind til højre, for helvede!

Der var kraftige reprimander, grænsende til skideballer i luften, da jeg var ude og træne på min elskede Raleigh City med 3 gear. Konsekvent trak jeg helt ind til kantstenen og kørte i efterårets efterladte løvfald og kloakker – indtil jeg glemte det igen – og bilerne dyttede i åbenlys irritation. ”Kan du dog ikke køre lige på cykelstien?”, irritationen var åbenlys og svaret klart: ”Du slår dig ihjel, hvis du ikke forstår alvoren”. Det var turen til Dragør, jeg sluttede bloggen af med den 13. januar. Sandheden skal frem, for den søndag var der generelt set møgvejr med dagsregn og maksimal modvind på cykelstien – tilmed sov jeg over. Så den trænings udflugt blev skubbet en uge og kørt en pragtfuld søndag i solskin – cyklet sammen i det allerbedste selskab – om end det var ikke den eneste reprimande – nok snarere skideballe, der faldt den søndag. Skal jeg se indad og være meget ærlig, er jeg nok cykelstiens svar på Ferdinand, den altid livsglade tyr, der hellere vil dufte til enhver blomst på sin vej i stedet for jagte en kamplysten ”torero”, spansk undervægtigt tyrefægter. Altid med adskillige beskidte dræbende tricks med sig ind i arenaen. Der er mange som griner af mig, når de på påstår jeg kører så langsomt at jeg udfordrer tyngdeloven på min cykel. Og Ferdinand er da også en flot fætter, med et roligt gemyt. Jeg er da også selv lidt af glad tyr, i hvert fald når det gælder stjernetegnet. Et roligt – men altid nysgerrigt gemyt. Så det er nok godt, at der i cykelkontrakten med Team Rotary Nordsjælland står at det forventes – læs kræves – at jeg gennem træning kan cykel med en gennemsnitshastighed på 25 – 27 kilometer i timen. Ellers ville jeg både været cyklet bagud af feltet inden Rødby, faret vild i Tyskland og først ramt byernes by Paris, længere efter alle på Team Rotary Nordsjælland var rejst hjem. Sidste søndags træningstur var slet ikke den voldsomme udfordring jeg åbent havde frygtet. Netop fordi vi sammen, lod Ferdinand spille en aktiv rolle. Ja, cyklede til, men oplevede både dele af Christiana, al det nye byggeri bag Amager Strand. Nød et stykke smørrebrød i Dragør Sejlklub, alene på vand selvfølgelig – om end med brus i. Ned over Søvang, landsbyerne Ullerup og Viberup og videre til Vest Amager Metro station. Ja, nogen imponerede gennemsnitshastighed havde vi nok ikke, om end turen gennem Amagers landbrugsland blev kørt stadig hurtigere i takt med mørket faldt på. En god cykeltur og en rigtig god dag i rigtig godt selskab og så 40 trænings kilometer på blokken. En enkelt søndagstur får jo ikke mig helt til Paris på cykel, I dagligdagen er det siden sidste blog blevet til cirka 200 kilometer, måske ikke på landevej, men i det Københavnske trafikhelvede. Når bloggen er sendt til Lene – cykelholdets PR – ansvarlige, så vil jeg da hoppe på min udmærkede havelåge og i de sene eftermiddagstimer cykle nordpå til Vedbæk. Fristes jeg af Kystbanen på vejen hjem, er det da alligevel en cykeltur på 20 kilometer. Alt sammen god træning og masser af frisk luft, oven i al tørtræningen, hvor SATS på Nygårdsvej allerede har allerede sendt mig ros for min ihærdighed på deres spinning cykler – 3 gange siden i mandags med skiftende Podcasts i ørene. Så der er håb forude – måske også for mig på cykel?

 

12. januar 2020 – Nu er god humor, dyb alvor

Søndag den 12. januar er der under 190 dage til start i Hillerød, starten på den store cykel Team Nordsjælland odysse mod Paris. På den pæne side af 1400 kilometer på 8 dage, med krav om en gennemsnitshastighed 25 – 27 kilometer i timen. Puha realismen trænger sig på, for skal det være god oplevelse personligt og ikke en plage for fællesskabet, skal formen også være der, eller stopper festen hurtigt. I rytteraftalen står der klart, at står man af i utide, er det eget ansvar at komme hjem. Græd snot i fred, for feltet er hurtig over alle bakker. Tænk hvis jeg kaster håndklædet på 4 dagen til frokost i Metelen efter 85 kilometer i modvind og en bagdel der bare jamrer? Jeg har ikke lyst til at vinke farvel og se holdet forsvinde rundt om næste gadehjørne og så søge ned på togstationen for at finde hjem alene. Byen Metelen ligge i Nordrhein-Westfalen i den sydvestlige del af Tyskland. Med tog, så har du en times togtur til Münster. Den togtur har jeg ingen ambition om at indløse billet til – derfor er der fuld fokus på træning, træning og træning. Opgaven at tabe mig har jeg selv kunne finde ud af, opgaven er fuldkommen enkel. Ingen øl, vin spiritus – hverken i hverdag, weekend eller i godt selskab. Det har jeg ikke behøvet nogen misbrugskonsulent til at forstå, effekten er faktisk overvældende. Minus 18 kilo plus/minus, siden medio november måned. Det er de næste kilo, som bliver svære. Men jeg skal nok tabe 10 – 12 kilo mere før start i juli, min nye træner siger en del mere – altså kilo. Ja, jeg er blevet begunstiget af en personlig træner, coach, en gammel bekendt, journalist, med speciale i investeringer og stadig ihærdig og engageret amatør cykelrytter. Christian. Faktisk så nørdet at han senest i december skrev om det under overskriften: ” What long-term investors can learn from a cycling world champion!” Det er årets idræts person og verdensmester Mads Pedersen, som Christian udnævner til at være sportens “badass” on a bike. Interessant artikel, linket finder du her.
Jeg er spændt på om mit projekt sammen med Team Nordsjælland, bliver genstand for Christians næste artikel i en analyse af de geopolitiske udfordringer, den truende økonomisk kollaps, sat op mod min træning og efterfølgende cykeltur til Byernes By?

 

29. december 2019 – 2020, med ufattelige udfordringer og masser af mavekneb

 

Indtil dato har udfordringen: ”Hillerød – Paris 2020” været en akademisk udfordring, masser af snak krydret med oplæg, ansøgninger og ja – disse personlige kommentarer. Her er jeg fuldkommen på hjemmebane, men nu kommer virkeligheden. Brutalt lige efter nytår med starten på en hård omgang tørtræning, der med statsgaranti effektivt lukker min talestrøm. Som aftalt skal jeg spinde, altså cykle vildt – ofte med max puls, uden jeg rykker mig en eneste meter. Gad godt møde den tosse, der har introduceret den træningsform. Det er jo ikke fordi jeg ikke er en flittig cykel kriger, gerne i den daglige københavnske trafik. Dagligt kaster jeg mig frygtløs ud på Dronning Louises Bro, mellem Nørrebro og City i København – der er den mest cykeltrafikerede bro i verden. Selv om København flere gange er kåret til verdens bedste cykel by, er det ren selvmord at forsøge hastighedsmålet til Paris. Cykle med 25 til 27 km i timen. Enten er du banket ned af en mor på sin Christiana cykel, der kræver dødsforagt at overhale. Eller også kørt over af en voldsom frustreret bilist, på vej gennem krydset på taxa gult. Min deltagelse har også fået mange kommentarer med på vejen. I starten noget skeptiske, for at sige det mildt Jer der fylder med i denne føljeton, kan huske min bandage sygeplejersker der knækkende sammen af grin fik fremstammet: ”Dig i cykel tricot? Du ender da på toget til Paris”. Nu nogle uger senere, mig mange kilo lettere hvor de gode sygeplejersker havde fået grinet igennem over den – altså mig – tossen, kunne hun så godt ane min vision i horisonten. Der er et gammel ordsprog: “Forandring sker ikke før end smerten ved IKKE at forandre sig bliver større”. Der er jeg i dag, enten tager jeg konsekvensen af en livslang livsstil. Ja, ordsproget tager udgangspunkt i vores ofte defensive tilgange til dagligdagen. Ingen fortrydelse fra min side, alene en kold konstatering, at livsstilen skal skrues ned i en andet og lavere gear. For kroppen, sindet og sjælen vil nu i en anden retning. Juleaften er jo glædernes aften, hvor den bedste gave i år, var det faktum at jeg havde været konsekvent på vandvognen i en måned. Gennemlevet alle fristelserne, nydt risalamande, anden og den store mængde konfekt på ren vand. Været til julefrokoster, oplevet mine nærmeste blive stadig klogere i takt med snapsen blev kørt ind. Holdt fast i vandet, uden større kriser og med glæden over at kunne referere det massive sludder dagen efter. Det er jo ikke første gang jeg stikker snuden frem, og fået ridser, oplevet latterliggørelse og det der er værre. Min redningsmand er min gode bekendt og tidligere samarbejdspartner, Torben – en sømand af guds bedste ære – som forsvarede mig sidste gang på Facebook: “Du ender jo altid med at få din vilje og få gennemført dine vilde planer og ikke mindst samle et par øretæver op undervejs. Du har aldrig forstået Janteloven.” Større anerkendelse kan jeg nok ikke få. Med det udgangspunkt er nytåret 2019 / 2020 der, hvor jeg – sammen med alle gode mennesker på Team Rotary Nordsjælland, skal ud og favne Europas cykelstier og sammen skal vi skabe de unikke resultater og ende i Paris, fredag den 24. juli. Godt nytår og på gensyn.

 

15. december 2019 – ”Dig i cykel tricot? Du ender da på toget til Paris”

Sygeplejersken knækkede sammen i grin, da jeg fortallte at jeg skulle cykle til Paris sammen med lang række gode mennesker fra Team Rotary i Nordsjælland. ”Dig i cykel tricot?”, den gode dame kunne ikke fuldføre sætningen, grundet hendes latterangreb der ingen ende vil tage. Ubarmhjertigt så hun på mig, betragter mig, med bukserne ned om haserne og mine friske bandage beklædte pusselanker. Dem som hun lige har arbejdet på, alt imens hun ildspruttende kommenterede situationen brutalt: ”Nicolai, skal du til Paris, så tag cyklen på toget derned”. Seriøst kan jeg ikke se humoren, faktisk finder jeg mig i stigende grad irriteret. Ikke på den gode sygeplejersker, for hende møder jeg igen på fredag. Suverænt afgør den gode dame smerteniveauet, alt imens bandagerne bliver skifter efter såret er renset. Jeg er dybt afhængig af behandlingen, så jeg og mine ben er klar til tørtræning den 4. januar. Siden jeg fik positiv respons på min deltagelse fra teamchef Michael Blom, har jeg været på en mental positiv rejse, krydderiet med en række meget markante livsstils ændringer. Sidste gang skrev jeg omkring min overvægt, opgaven med at smide 20 kilo, gerne nogle flere – men minimum 20 kilo. Ærligt skrev jeg, at jeg desværre ikke kunne love at det lykkedes denne gang, for det er aldrig lykkedes tidligere. Men fakta er at jeg er gået på vandvognen 100% – ikke bare i går, Hver aften i et stykke tid har jeg kunne skrive i min kalender: ”0 Alkohol”. Resultaterne er ikke udeblevet, dags dato har jeg nået et vigtigt delmål – minus 10 kilo, desværre nok de lette kilo, for der var meget væske i mit fyldige korpus. Men jeg er sikker på at jeg også når de næste 10 kilo, for vand med 0 kalorier i stedet for alkohol gør en forskel. Og tidligere har jeg været tørstig, over den seneste tid lidt for glad for Masterbrew fra Carlsberg. Søgt ro i min forvirrede sjæl, over en dåse Masterbrew – gerne to, oftest købt med 3 dåser på tilbud i 7eleven – 62,50 kr. inklusive pant. Søndag den 24. november var det slut, helt uden brug af misbrugskonsulenter eller andre kloge hoveder. Alene den personlige erkendelse at med det korpus jeg gik rundt med, nåede jeg ikke Roskilde, så noget drastisk måtte ske. Og det er sket, for jeg er ikke ham der svigter fællesskabet i det fælles mål med at cykle til byernes by Paris. Næste mål er at lukke munden og tørre grinet af hende der, den ellers søde og yderst kompetente sygeplejerske. Fortælle omverden, at jeg seriøst mener det, at turen til Paris er mere end bare en cykeltur, men starten på et nyt konstruktivt og godt liv for mig i tresserne. Det fortjener jeg, synes jeg selv. Så stor tak til Team Rotary Nordsjælland, det er jeres cykel udfordring der driver mig mod det fælles mål – Paris. God søndag til alle.

 

2. december 2019 – ”NICOLAI – DU ER DA KOMPLET IDIOT”

Ja, man har jo mange gode og ærlige venner, hvor mange har være klare i spyttet når jeg fortalte at målet var samme med Team Rotary Nordsjælland, at cykler til Paris i 2020. Spørgsmålet jeg ærligt stiller mig selv er: ”Kan jeg – Nicolai – cykle turen fra København til Paris?”. Efter nogle besværlige år søger jeg den ultimative oplevelse – søger at prøve mig selv af. Få den ultimative sociale fællesskabsoplevelse – sammen. Det giver også masser af tid til at kigge indad, jeg er solidt bygget fra fødslen, klassen tykke dreng og i dag overvægtigt. Det hurtigste jeg ejer er min badevægt, 0 – 100 på et splitsekund. Min filosofi er, kan jeg tabe 20 kg inden start? Når jeg målet, sparer jeg cyklen for 20 kg pr. km, eller 28 tons belastning, når vi sammen er nået til Paris. Det fantastiske er, at tidligere tiders forsøg er løbet ud i det altid nærværende gode liv. Jeg siger ikke det lykkedes denne gang, men fakta er at jeg er gået på vandvognen 100% – ikke i går, faktisk har jeg hver aften i et stykke tid skrevet i min kalender: ”0 Alkohol”. Ja, der er dage hvor der står minus 2 alkohol, men de er absolut mindretal. Håber det holder hele julemåneden? Har allerede sagt nej til mere perifere sammenkomster, for ikke at blive fristet af bordets og barens glæder. Så stor tak til Team Rotary Nordsjælland, det er jeres udfordring der driver mig mod målet. God søndag til alle.

 

Back To Top